Fra gymnasieelev til virksomhedsleder
I sommeren 2007 begyndte jeg i gymnasiet på Aurehøj i Gentofte. Jeg faldt godt til og fik mange venner, men passede ikke ind som den almene aurehøjaner.
Jeg var udtalt liberalist – medlem af Ny Alliance, og havde et andet forhold til penge end mine klassekammerater.
Aurehøj var ganske vist kendt som hippiegymnasiet i Gentofte, og 80 % af skolens elever var da også tilhængere af Socialistisk Folkeparti, men uden at sige ét ondt ord om mine klassekammerater, så var de fleste en flok helleruphippier, der gerne ville støtte Green Peace hver måned, men naturligvis med forældrenes penge.
Min mor var folkeskolelærer, og min far var mellemleder i et stort IT-firma. Deres indkomst var da på den rigtige side af en million om året til sammen, men ikke meget over, og jeg stod i hvert fald ikke til at arve en større formue som andre af skolens elever. Jeg måtte klare mig selv, men gjorde det da så sandlig også ganske godt, og jeg skjulte det ikke længere i samme grad som hidtil.
Jeg sponsorerede klassens fodboldhold og elskede ikke mindst at provokere skolens vicerektor med at give en omgang øl til hele skolen til fredagscaféerne.
Jeg passede naturligvis min virksomhed, hvor koralimporten udgjorde cirka 60 % af virksomhedens overskud og serviceaftalerne om akvariepasning de sidste 40 %. Min virksomhed krævede ingen reklame. Jeg var reklame nok i mig selv, og brugte flere timer om dagen på at rådgive andre akvarister.
Jeg begyndte så småt også at få flere og flere henvendelser fra små lokale akvarieforeninger, der ønskede mig ud og holde foredrag. Foredragene gav ikke godt i sig selv, men det var fandens god reklame.
Anderledes gik det for den dyrehandel jeg var ansat i. Omkostningerne var høje, og krisen fik folk til at spare væsentligt på deres akvarier.
En dag, da jeg stod og pakkede en kasse med varer til en af vores bedste kunder, kom min chef over til os. Pågældende kunde havde trods gentagende rykkerskrivelser ikke betalt den seneste regning på 80.000 kroner, hvilket var en afgørende sum penge for butikkens likviditet og overlevelse.
Min chef tog fat i kunden og sagde næsten tryglende, at han havde brug for de penge, han havde til gode. Kunden kiggede på ham med et overlegent smil og sagde ”Det må du søreme undskylde, det må jeg have glemt. Til gengæld må du få en tur i min nye Ferrari som undskyldning.”.
På én gang følte jeg både afsky, men også fascination for denne kunde. Jeg syntes han var et dumt svin, at han ikke fattede, at min konkurstruede chef ville skide på en tur i hans Ferrari, han ville bare have sine penge, så han kunne få betalt sin husleje, men samtidig blev jeg fascineret af den magt han havde og den ubekymrede attitude, han lagde for dagen. Tænk at man kunne kigge ind i ansigtet på en ganske bekymret og hårdtarbejdende mand og mene, at et plaster på såret må være en tur i en Ferrari. Det måtte da være en bekvem og ubekymret tilværelse.
Jeg selv passede mit job, så godt jeg kunne. Grundet den dårlige økonomi i butikken og det i mente, at min egen forretning gik ganske godt, tog jeg et år uden løn. Min chef havde på mange måder udvist en stor tillid og storsind overfor mig, og jeg følte derfor, at jeg skyldte ham det.
Jeg begyndte desuden at kigge på mulighederne for at flytte hjemmefra og kom således ind på boligmarkedet. Jeg kiggede både på ejerlejligheder, andelslejligheder og lejelejligheder, men det slog mig hurtigt, at forholdet mellem udbud og efterspørgsel var ganske forskelligt alt efter om man kiggede på ejerlejligheder eller lejelejligheder.
Der var hård kamp om lejeboligerne, og priserne blev ligefrem budt op af desperate boligløse, hvorimod ejerlejlighederne stod hen og kunne handles for rigtig gode priser, især sammenlignet med, hvad de havde kostet et år forinden.
Med en ganske fornuftig opsparing var det derfor nemt for mig at afgøre, hvilken boligtype jeg skulle finde. Jeg købte en ganske pæn 3 værelses lejlighed på Østerbro, som jeg fik budt ned på 1,75 millioner kroner, hvilket gav mig råd til også at købe en lille andelslejlighed i Københavns nordvestkvarter, som jeg overtog billigt gennem noget familie.
At gå direkte fra hjemmeboende til at købe hele to lejligheder var ganske vist voldsomt, men den lille andelslejlighed var absolut ikke købt med formålet at fungere som bolig for mig.
I min iver og virkelyst havde jeg nemlig ikke betalt SKAT af min indtjening, og jeg vidste derfor, at det ville være fordelagtigt med en anden bopæl på papiret end min østerbrolejlighed. Jeg fik således bopæl i en 1-værelses i Nordvest og boede selv ubemærket i en 3-værelses på Østerbro, som principielt var ejet af et boligselskab, jeg havde fået oprettet alene med det formål at eje denne lejlighed.
På papiret var den ubeboet indtil det lykkedes at finde en lejer til den, og på papiret boede jeg i en billig 1-værelses i Nordvest, hvor SKAT ikke forventedes at kigge forbi. Min bopæl i Nordvest var indrettet og blev fra tid til anden brugt af venner, når disse manglede et sted at bo. Desuden var det ganske praktisk med en lejlighed tæt på mit barndomshjem og mine venner, som vi kunne feste i, når naboerne på Østerbro havde fået nok.
For at holde min historie troværdig i forhold til den på papiret ubeboede Østerbrolejlighed, indrykkede jeg et par gange en annonce, hvor jeg udbød 140 kv.m. møbleret lejelejlighed til en urimelig høj leje. Udover at der altid ringede nogen for at tilbyde det halve af huslejen eller som ikke ville betale hverken depositum eller forudbetalt leje, så blev jeg på et tidspunkt kontaktet af en stor virksomhed, der var interesseret i den til en udstationeret medarbejder for 24 måneder ad gangen.
Jeg ville ikke leje min egen lejlighed ud, men syntes omvendt også, at det var helt vanvittigt at sige farvel til en kunde, der tydeligvis var parat til at lægge uforholdsmæssigt meget om måneden. Jeg spillede derfor komedie overfor kunden og sagde, at denne lejlighed netop var udlejet, men at jeg havde andre relevante emner, som jeg kunne fremsende materiale på.
Jeg fik noteret deres ønsker, budget og kontaktoplysninger og så gik jeg ellers i gang med at lede efter en passende lejlighed til dem. Jeg havde ikke råd til at gå ud og købe flere lejligheder, men jeg kunne nemt finde en lejelejlighed til det halve af deres månedsbudget, der opfyldte deres krav med undtagelse af, at den skulle stå fuldt møbleret, hvilket jeg naturligvis selv kunne gøre, når jeg ellers havde fundet den rette lejlighed.
Det lykkedes mig at finde en 125 kv.m. lejlighed i Hellerup, som passede på deres ønsker. Jeg tog ud og fik den fremvist med den forklaring, at den skulle bruges til en medarbejder i min virksomhed.
Jeg tog en række billeder med mit eget kamera og tog materialet med hjem for at fremsende det til min potentielt fremtidige lejer. Da jeg vidste, at de lagde vægt på, at lejligheden skulle være møbleret, fremsendte jeg 3 indretningsforslag som de frit kunne vælge imellem.
Det lykkedes os at blive enige om en kontrakt, og jeg var således klar til at skrive under på lejekontrakten. Det var naturligvis en ganske bøvlet fremgangsmetode, da jeg ikke kunne underskrive kontrakt som udlejer, før jeg havde kontrakt som lejer, men omvendt ønskede jeg heller ikke at hænge på en lejekontrakt uden at være 100 % sikker på, at den var lejet videre.
Dog lykkedes det at få begge kontrakter underskrevet samme dag. Jeg havde lejet lejligheden på ubestemt tid og viderelejet den for minimum 2 år med en månedlig fortjeneste på 11.000 kroner. Jeg fik desuden forhandlet mig frem til at være lejefri de første 3 måneder, hvilket kunne dække nogle af udgifterne til at få indrettet lejligheden. Pludselig var der en reel drift i det ejendomsselskab, som ellers alene var oprettet for at købe min egen lejlighed.
Jeg oprettede flere falske annoncer på diverse boligformidlingssider. Fælles for alle annoncer var, at de var placeret i Hellerup, på Østerbro eller på Frederiksberg samt at de var fuldt møbleret. Annoncerne udformede jeg ved at tage ud og fotografere tilfældige, præsentable ejendomme, fabrikere nogle fiktive plantegninger og ellers finde lidt tilfældige stemningsbilleder af designermøbler fra diverse boligmagasiner. Når en kunde ringede, måtte jeg beklage, at den pågældende lejlighed allerede var væk, og så gik jagten ind på at finde en lignende bolig.
Fremgangsmåden virkede og indenfor et halvt år, fik jeg 6 lejekontrakter i hus og et månedligt overskud på knap 55.000 kroner.
På et tidspunkt ringes jeg op af et belgisk firma, der leder efter tre luksuslejligheder i Hellerup for en fem årig periode. Jeg finder frem til et nybyggeri, hvor jeg som alle de andre gange får fremvist boligen, får taget billeder og sender videre til min kunde sammen med en indretningsplan. Problemet er, at kunden insisterer på en fremvisning inden de siger ja til lejlighederne, og den pågældende udlejer vil under ingen omstændigheder lade mig få nøgler, før kontrakt er underskrevet og depositum er indbetalt.
Jeg tør ikke at skrive under uden at være garanteret en videreudlejning. Det vil koste mig alt for dyrt, men samtidig er det en handel, der vil give 550.000 kroner om året i ren profit de kommende 5 år, så jeg vælger alligevel at arrangere en fremvisning med det belgiske firma en tirsdag formiddag, hvor jeg vidste, at der alligevel gik håndværkere rundt og færdiggjorde lejlighederne.
Jeg ankom til lejlighederne en hel time før mødetidspunktet med kunden for at sikre, at håndværkerne også var til stede denne dag, og jeg kunne få adgang til en af lejlighederne. Nede i opgangsdøren sidder en kile fast, så man kan gå lige op.
Da jeg kommer op til den ene lejlighed, hamrer mit hjerte. Jeg tager i dørhåndtaget og går lige ind. Ude på badeværelset ligger en VVS-mand, som er i gang med at montere wc-kummen. Jeg vifter demonstrativt med nøglen hjemme fra min egen lejlighed, som om jeg lige havde låst mig ind.
”Jeg har en aftale med Camilla om at fremvise denne lejlighed her kl. 10” siger jeg.
Camilla var ejendomsmægleren, der tidligere havde fremvist mig lejemålene. Han kigger knap over på mig, men nikker forstående og ligegyldigt.
Det er en af mine mest mærkværdige fremvisninger nogensinde. Jeg var konstant bange for at Camilla kom vadende ind ad døren, og jeg prøvede så vidt muligt at føre kunden så langt væk fra VVS-manden på badeværelset, når der skulle besvares spørgsmål. Alt lykkes dog med hjertet siddende i halsen, og næste morgen ligger der to kontrakter underskrevet, med mig som lejer på den ene og som udlejer på den anden. Det havde endnu engang lykkedes mig at lave en ganske fornuftig millionforretning, og det skulle ikke stoppe her.
Forretningen var kommet til live ved et tilfælde og havde krævet små hvide løgne, falske annoncer og nu også, hvad der måtte kunne betegnes som ulovlig indtrængning. Godt nok var det hele sket i god mening og uden ofrer, men hvis virksomheden skulle op på næste plan og forberedes til et salg, krævede det en omstrukturering. Jeg var nødt til at få nogle medarbejdere, således jeg ikke sad med alle rollerne i virksomheden og jeg havde brug for en medarbejder, som kunne analysere virksomheden og lave en forretningsplan. Indtil nu var det tilfældighederne, der havde styret virksomheden, og det vil på et tidspunkt ende galt.
Forretningsidéen er jo som sådan simpel; Find en virksomheds lejebehov, find en lejlighed, der matcher, indret den og lej den videre med fortjeneste. Dog var der trods alt også andre, der tilbød fuldt møblerede lejligheder, og i og med hele min fortjeneste var som fordyrende mellemled, måtte vi også skille os ud på anden vis.
Nogen vil uden tvivl anse det som anmassende at ringe som udlejer til sine beboere, for at høre om de mangler hjælp til noget i det daglige, men jeg så det som en differantieringsmulighed.
Når man sidder udstationeret i et fremmed land, kan en masse ting virke uoverskuelige. Hvilke restauranter er gode? Hvem ringer man til, hvis man vil leje en bil? Have rengøringshjælp? Gå til sport? ect. Alt i alt lå der en masse muligheder for at hjælpe med noget, som ganske vist ikke var vores ansvar, men som netop derfor var rigtig interessant at kigge på.
Ligesom et hotel ønsker at give deres gæster et godt ophold, så var det min filosofi, at vi skulle gøre det samme.
Jeg fik ansat min medarbejder Andreas til at opbygge strukturen i virksomheden. Han skulle dels tage sig af de praktiske opgaver og kundepleje, men han skulle også fokusere på den teoretiske del af virksomheden og således skabe en virksomhedsprofil og fremtidig plan.
Mens mine to virksomheder kører i højeste gear, begynder jeg at interessere mig for det teoretiske bag virksomhedsdrift. Indtil nu havde jeg som sådan bare ladet en naturlig udvikling ske på baggrund af en nørdet hobby og nogle tilfældigheder, men begreber som iværksætteri, konceptudvikling og virksomhedsstrukturer optog min interesse. Jeg havde allerede været nødsaget til at skjule min sande bopæl af frygt for et skattesmæk, og jeg vidste, at der var mange andre metoder til at sikre sig selv så lukrative vilkår som muligt.
Dels faldt jeg over iværksætterforummet Amino, som jeg begyndte at blive aktiv på, men desuden kom jeg også ind i diverse netværksgrupper for selvstændige og iværksættere.
I et af netværkene møder jeg en mand ved navn Michael, der havde ganske store ejendomsprojekter i Tyskland. Han sad dog låst fast i et projekt, som han ønskede at komme ud af, men ikke kunne få solgt. Banken var på nakken af ham og krævede hans private sommerhus solgt, selvom han havde aktiver oppe omkring milliardklassen, i hvert fald på papiret.
Hvis jeg hjalp ham med at finde en køber til hans andel af det tyske boligprojekt, kunne han hjælpe mig med at sælge mit ejendomsselskab til en yderst favorabel pris.
Jeg selv havde ingenlunde midler til at købe ham ud, men jeg havde trods alt nogle ganske velhavende kunder i mit akvariefirma, og flere af dem drøftede jeg jævnligt forretningsprojekter med.
Jeg fremlagde Michaels situation og prospektet på hans tyske ejendom for en række udvalgte kunder. En af mine kunder, der ligeledes hed Michael, sagde at han muligvis kunne hjælpe. Han var ikke interesseret i den tyske ejendom, men han ville gerne overtage pantebrevet i den anden Michaels sommerhus med en ganske vist højere rente, end han før betalte, men med første betaling udskudt 6 måneder. På den måde kunne Michael få ro til at komme ud af sit ejendomsprojekt uden at have banken på nakken.
Jeg satte de to navnebrødre op med hinanden. Jeg skulle ikke have penge for formidlingen. Jeg skulle derimod sættes op med en køber til mit ejendomsselskab. Der var en god drift i selskabet, og der var garanteret et pænt overskud de kommende år grundet lejekontrakterne, men jeg ønskede ikke blot at sælge nogle kontrakter, jeg ville sælge et koncept.
Andreas passede virksomheden storartet, og det viste sig at være et fantastisk initiativ at lave en conciergeservice for lejerne. Andreas tog sig af alt fra booking af restaurantbesøg til renseriordning, således nogle af lejerne fik afhentet og udbragt tøj, der havde været til rens.
Det var dog tydeligt, at den generelle udfordring for vores lejere var ensomhed. Ensomheden var selvfølgelig størst for de enlige, men selv de, der havde deres familier med, følte sig ensomme og ekskluderede fra samfundet. Det var veluddannede mennesker, der var vant til at have et stort socialt netværk, men i Danmark oplevede de til tider at blive ignoreret, fordi de ikke kunne henvende sig til folk på dansk.
Vi valgte derfor at lave et online intranet for vores lejere, hvor de kunne snakke med hinanden om alt mellem himmel og jord, og der blev også afholdt et par samspisninger, hvor de kunne hilse på hinanden.
Det var ud fra disse erfaringer, at Andreas og jeg fik udformet en forretningsplan, hvor vi tegnede et moderne ejendomsselskab, der tog service til et helt nyt niveau.
Et grundelement i forretningsplanen var et internetforum for folk, der sad udstationeret i Danmark, eller havde til udsigt at blive det. Forummet skulle ikke kun være for vores egne lejere, men skulle fungere som en portal, hvor alle kunne dele nyttig information om det at være udstationeret i Danmark, og så skulle det ikke mindst fungere som den bedst tænkelige reklameplads for mit ejendomsselskab. Hvis folk i udlandet, der stod til udsigt at blive udstationeret i Danmark allerede var blevet en del af vores online fællesskab og hørte anbefalinger om os, ville det være ganske nemt også at blive valgt som udlejer til de pågældende personer.
Selvom det på kontrakten er deres arbejdsplads, der står som lejer, så var vores erfaring, at arbejdspladserne ville gå ganske langt for at efterkomme deres medarbejderes ønsker. Ikke mindst fordi vi påtog os mange af de opgaver, som det almindeligvis er arbejdspladsen selv, der bør stå for.
For at få tid til virksomhederne valgte jeg at droppe ud af gymnasiet og koncentrere mig hundrede procent om mine forretninger. Jeg var ked af at skulle sige farvel til mine klassekammerater, men med den udvikling, der var i mit ejendomsselskab, og med de opgaver, der fortsat skulle passes i mit akvariefirma, følte jeg, at jeg spildte tiden, når jeg sad i oldtidskundskabstimerne. Mine karakterer var gode, så skolen havde set gennem fingre med noget fravær, men jeg fik flere og flere samtaler med vicerektoren, og en dag siger jeg til ham, at det nok er bedst at stoppe her, for min prioritering af tid favoriserede virksomhederne over skolen, og sådan ville det fortsætte.
Min udmelding skulle dog først være med virkning fra 8 dage efter, således jeg kunne komme med klassen på studietur til Dublin. Det var ikke en løsning vicerektoren ville være med til, da han ikke mente jeg havde andet incitament for at tage med, end at drikke med vennerne, og de ville have svært ved at komme med sanktioner, såfremt jeg ikke opførte mig ordentligt.
”Hvis ikke i lader mig komme med, tager jeg bare selv af sted og booker det samme fly, det samme hotel og tager på de samme udflugter” sagde jeg kækt.
Jeg tror, at man som vicerektor for 500 teenagere må vælge sine kampe, og det her var ikke en af dem, så han lod det være op til min klasselærer, og jeg kom således afsted sammen med min klasse, inden jeg skulle være virksomhedsleder på fuld tid.
Turen forløb alt andet end stille og roligt. I en brandert forårsaget af 96 % finsprit på en lokal bar i Dublin, brokker jeg mig over deres lovgivning, der betød at de skulle lukke klokken halv et, og ejeren af baren ender med at tage mig og mine tre klassekammerater med hjem til en privatfest i hans lejlighed, hvor der bliver placeret over ét kg. kokain foran os. Ingen af os rørte på det tidspunkt kokain, så vi skyndte os at forlade festen hurtigst muligt, og undlod forresten at fortælle om den del af studieturen til lærerne, men for mig var det den perfekte afsked med min klasse.
Det tog knap to måneder at udforme forretningsplanen, få den oversat til tysk og engelsk, få en grafisk designer til at lave det helt rigtige grafiske udtryk og få det trykt. Til gengæld var resultatet så godt, at jeg næsten ikke havde lyst til at sælge. Endelig havde virksomheden rent faktisk fået en identitet.
Michael fik forretningsplanen og intet skete. Der gik faktisk knap en måned, før jeg hørte fra ham, men han havde en køber til ejendomsselskabet.
Min egen lejlighed på Østerbro var ejet af selskabet, og denne var køber ikke interesseret i at købe med. Jeg ønskede dog fortsat ikke at gøre mig bemærket hos SKAT, og jeg ville derfor ikke købe den privat, så jeg kontaktede en skatteadvokat, der hjalp med at oprette et udenlandsk selskab, som kunne købe lejligheden.
Processen var ganske omfattende, da selskabet blev stiftet af et lokalt advokatfirma, som ligeledes stod som ejer på papiret. Med dette advokatkontor havde jeg dog kontrakt på, at jeg alene kunne disponere over selskabets aktiver samt træffe beslutninger for driften.
Mit udenlandske selskab købte dels min lejlighed, og det var ligeledes til dette betalingen for mit ejendomsselskab skulle ske.
Jeg fik aldrig lov at møde køber af ejendomsselskabet. På papiret var det Michaels eget tyske selskab, der købte det, men jeg ved at det absolut ikke var ham, der skulle have det. Jeg er ganske sikker på, at det skulle foregå på denne måde, fordi han solgte det videre til en højere pris, selvom han selv den dag i dag påstår, at det alene var fordi køber kun ønskede at handle med et andet tysk selskab. Jeg var i bund og grund ligeglad. Jeg fik 6 millioner danske kroner ind på min konto og følte mig uovervindelig.